Bøger

PUSLE_FORSIDE

Pusle Helmuth Darville: Jeg er blevet klogere – på mig selv

Pusle Helmuth Darville er Danmarks største barnestjerne gennem tiderne. Hun har optrådt med Dirch Passer, lavet film med Aksel Strøbye og Ove Sprogøe, og hun skubbede Beatles af førstepladsen på hitlisten i 1967 med nummeret ”Tryllesangen.” Tusindvis af småpiger havde en Pusle-dukke dengang i 60erne og 70erne, men opmærksomheden og berømmelsen stoppede brat, da Pusle var ti år.

I bogen, som er skrevet af journalist og forfatter Lotte Dalgaard, fortæller Pusle bl.a. om den bristede skuespildrøm, om at miste sine forældre, sine mange halvsøskende og at kæmpe alt for meget for at få kærlighed. Hun fortæller også om filmrollen hun aldrig fik, sin angst, tidlig overgangsalder og Botox samt om sin nat med Kong Carl Gustaf af Sverige.

Læseren får et indblik i, hvordan Pusle som voksen kvinde har tacklet nogle af de svære situationer, livet har budt hende, og hun fortæller med sårbarhed, refleksion og masser af humor.

Forside

Min mor & mig

Syv kendte danskere og deres mødre fortæller om opvækst, skolegang, teenageår og oprør, udfordringer i deres indbyrdes relation, den grundlæggende kærlighed til hinanden og meget mere. Mød blandt andre skuespiller Paw Henriksen, som var på vej ud i ungdomskriminalitet, politiker Naser Khader, der blev familiesammenført fra Syrien i 1974, entertainer Sigurd Barrett, som blev bortadopteret ved fødslen og først mødte sin mor, da han var 23 år og filminstruktør Barbara Topsøe-Rothenborg, der fik rollen som Nana i tv-serien af samme navn og senere spillede Yrsa i de første “Krumme”-film. Desuden medvirker tv-vært Cecilie Hother, designer og mediemand Emil Thorup samt forfatter og foredragsholder Inez Gavilanes.

Forside

Tilbage til rødderne

Tilbage til rødderne er en interviewbog. 10 kendte danskere fortæller om at bosætte sig der, hvor de voksede op. Mød blandt andre filmmand Peter Aalbæk Jensen, komiker og radiovært Christian Fuhlendorff, håndboldspiller Rikke Skov m.fl., der fortæller om deres opvækst og livsvalg. Bogen er en fotografisk rundtur til de kendtes yndlingssteder i deres barndomsland og kommer rundt i mange afkroge af Danmark.

Forside

Lucy

En nordsjællandsk kvinde, der forsvandt fra sit hjem som teenager, dukker pludselig op på øen Jersey i Den Engelske Kanal, sigtet for narkotikasmugling.” Journalist Line Lyng besøger hende i øens fængsel for at få et interview. Men der er en, som ikke synes, Line skal snage.

Samtidig skriver Line om det uopklarede rastepladsmord på en lastbilchauffør 25 år tidligere. Hvorfor blev han sprættet op, inden lastbilen blev stjålet? Og hvor blev gerningsmændene af?

Denne gang kommer Lines arbejde for tæt på privatlivet og rammer der, hvor det gør allermest ondt.

Det svageste led

En teenagepige bliver skudt i Nordsjælland. Kort tid efter findes en mandlig førtidspensionist død på Ærø, skudt med samme våben. Senere på sommeren mister en midaldrende, kvindelig sagsbehandler fra Bornholm livet.

Hvad har disse meget forskellige mennesker til fælles? Og hvorfor vil nogen dem til livs? Er der en seriemorder på spil, eller ligger der noget andet bag? Line Lyng dækker skuddrabene for sin avis, og snart sker der flere… Ingen kan vide sig sikker, hvem bliver det næste offer?

Hjemme har Line igen fundet sammen med Jonas, som i mellem tiden har været i alkoholbehandling. Men de destruktive mønstre fortsætter, og 41-årige Line må give slip på drømmen om et harmonisk familieliv.

Det svageste led er en fortælling om hævn, venskaber og umulig kærlighed.

Tvillingesagen

Tvillingerne Nanna og Nikoline på 13 år forsvinder på vej hjem fra fritidsklubben. To uger senere findes Nikoline mishandlet og dræbt.

Journalist på Regionalavisen Nordsjælland, Line Lyng, dækker sagen og bliver personligt involveret i pigernes mor, der langsomt slides op dels af sorg over den døde datter og dels af håbet blandet med frygten for, hvad der er sket med den anden.

Line Lyng bor sammen med den yngre, lækre Jonas, der er alkoholiker. Hun er mor til tiårige Mikkel, som lider under papfarens adfærd. Line er lidenskabeligt forelsket i Jonas men ved godt, hun må gøre noget ved den uholdbare situation.

Hvad er der sket med Nanna? Hvad er det, klublederen gemmer på loftet? Hvilke forbudte tanker gør tvillingernes mor sig? Og kan Line give slip på Jonas?

Zentropa har købt filmrettighederne til Tvillingesagen, der også er udkommet i Tyskland.

Bøgerne kan købes i boghandlere og her